Det Bedste Af Færøerne
Færøerne blev kåret af National Geographic, som verdens bedste øgruppe og hædret blandt andet for en uspoleret autenticitet, en stærk kulturel integritet, det grønne lavland og den velbeskyttede natur. Vi er stolte af at kunne byde velkommen hertil.
- REJSE: Søndag til onsdag (andre startdage på forespørgsel) - 11 dage | 10 nætter
- REJSEPERIODE: Juni, juli og august 2022
- DIREKTE FLY FRA: København (inkl. i pris)
Program: Kør selv ferie
SØNDAG: Ankomst til Færøerne. Bygden Gásadalur med det unikke vandfald.
Ankomst med Atlantic Airways. Afhent lejebilen i lufthavnen. Kør en tur til bygden Gásadalur, som var den sidste af de færøske bygder, der fik vejforbindelse. Nyd stilheden og den storslåede udsigt over Tindhólm.
Overnatning på Vágar.
MANDAG: Dag på egen hånd. Vi foreslår tilkøb af dagsudflugt til fugleøen Mykines*
- *Dagstur til øen Mykines er meget populær. Ønsker man plads skal turen bestilles sammen med rejsen. Turen starter med en storslået sejltur langs majestætiske bjergvægge. Se blandt andet søpapegøjen den charmerende fugl med det farverige næb og den imponerende fugl Sulen.
Overnatning på Vágar.
Billede: Søpapegøje på Mykines
TIRSDAG: Øen Suðuroy og imponerende udsigtspunkter.
Fra Tórshavn sejles med færgen Smyril til øen Suðuroy. Der er mange gode vandreture på Suðuroy f.eks. til den prisbelønnede Hvannhagi. Besøg det lokale turistkontor i bygden Tvøroyri for at få mere information om vandreture. Vi foreslår den smukke vandretur til Hvannhagi og den korte tur ud til ”Á Røðina” for at opleve øens dramatiske vestside, som absolut er et besøg værd.
På Tvøroyri, se de historiske bygninger der tidligere var dansk kongelig monopol handel, og nyd en kop kaffe på en af de hyggelige caféer.
Overnatning på Suðuroy.
ONSDAG: Sightseeing med lokal driver/guide og storytelling.
Sightseeing på Suðuroy med driver guide. I bliver afhentet på overnatningssted af chauffør/guide, der viser rundt på denne forunderlige ø, som er så rig på historier og uforglemmelige udsigtspunkter. Udflugt vælges med hensyntagen til vind og vejr. Frokost nydes undervejs.
Overnatning på Suðuroy.
TORSDAG: Hyggelige Tórshavn og framragende mad.
Retur til Tórshavn med færgen Smyril. Gå en tur igennem Tórshavn. Når man kommer ind i den gamle bydel og vandrer rundt mellem husene, oplever man et virvar af stræder og smalle gyder, trapper og klippegrund, der stikker frem, og små sorttjærede huse med hvide vinduer og grønne græstage. Har man forvildet sig ind blandt kulisserne til en historisk filmoptagelse eller er man på et museum? Nej, dette er blot den oprindelige by, sådan som den har udviklet sig siden middelalderen, og som stadig lever med børn og høns og alle hverdagens store og små gøremål.
Denne gamle by er enestående, ikke blot på Færøerne, men i hele verden. De historiske huse er beboede så respekter venligst beboernes privatliv.
I Tórshavn finder du forskellige restauranter og cafeer, hvor du kan spise fremragende mad - nyd lokal fisk og kød.
Overnatning i Tórshavn.
FREDAG: Besøg øen Nólsoy. Spadseretur med lokal guide og se blandt andet Ro-Ove´s båd.
Fra Tórshavn sejles med færgen til den nærliggende ø Nósloy. Her går livet sin stille gang med højt til loftet og næsten ingen biler. På aftalte sted mødes man med den lokale guide, som fortæller historier og viser bygden.
Besøg huset Brunn som blev bygget af drivtømmer fra 1600-tallet og oplev blandt andet en seværdighed, som kun kan opleves på Nólsoy, Ro-Ove ´s båd, Diana Victoria. I 1986 roede Ove alene hele vejen til Langelinie i Danmark for at kysse Den Lille Havfrue, en utrolig bedrift.
På egen hånd kan man vandre op på toppen af øen hvor man har den smukkeste panorama udsigt over Tórshavn og de nærliggende øer. Retur med færgen til Tórshavn. Om eftermiddagen foreslår vi et besøg til bygden Kirkjubøur, som er Færøernes kulturelle center.
Overnatning i Tórshavn.
LØRDAG: Sejltur til Vestmannabjergene og den smukke bygd på Viðoy, Viðareiði.
Fra bygden Vestmanna sejles ud til de fantastiske Vestmannabjerge, hvor der sejles imellem klipperne og ind i nogle af grotterne.
Derefter køres mod Nordøerne, som byder på dramatiske landskaber. Fra bygden Leirvík køres der igennem den undersøiske tunnel til byen Klaksvík. Tunnellen er dekoreret med lys kunst af den kendte færøske kunstner Tróndur Patursson.
På øen Viðoy ligger Færøernes nordligste bygd, Viðareiði, som bestemt er et besøg værd.
Overnatning på Nordøerne.
SØNDAG: Kalsoy, kaldt blokfløjen og se den fine skulptur fra sagnet om Sælkvinden.
Med færge fra Klaksvik til øen Kalsoy, populært kaldt Blokfløjten. Du kan vælge mellem at bruge den lokale bus på øen eller tage bilen med. Det sære navn er opstået på grund af den 12 kilometer lange vej der løber gennem fire tunneller og forbinder øens fire bygder.
Gør et stop i bygden Mikladalur, som er kendt for sine kunstnere og sagaer. Nede ved havet står Sælkvinden, den smukke skulptur fra sagnet om sælkvinden og er absolut et besøg værd.
Besøg også bygden Trøllanes længst mod nord. Fra bygden Trøllanes kan man *gå ud til fyret Kallin, som har en fantastisk beliggenhed. Husk at medbringe en madpakke og drikkevarer.
*Gå ud til fyret Kallin skal gøres med lokal guide og skal forudbestilles.
Overnatning på Nordøerne.
MANDAG: Naturskønne bygd Gjógv og nyd udsigten fra Kronprinsesse Mary´s bænk.
Nyd dagen i den idylliske bygd Gjógv, som er kendt for sin særprægede naturhavn og flotte udsigt til øen Kalsoy. Naturhavnen er en seværdighed, som alle besøgende bør se.
Går man langs kanten af kløften kan man nogle gange få øje på søpapegøjerne, når de kommer frem fra deres huler og flyver ud på havet efter føde til ungerne. For enden af kløften, ud mod det åbne hav er det muligt at nyde udsigten fra Kronprinsesse Mary´s bænk.
Fra Gjógv kan man gå op langs fjeldskråningen, på turen ses fuglefjelde og flotte udsigtspunkter. Få mere information om vandreuren på overnatningsstedet i bygden.
Overnatning på Eysturoy.
TIRSDAG: Oplev fjorden, Skálafjørðin og de nærliggende bygder.
Besøg nogle af de nærliggende bygder, f.eks. Oyndarfjørður for at se Rinkusteinar, to vældige klipper der ifølge sagnet er to fortryllede sørøverskibe der ligger og vugger roligt frem og tilbage.
Fortsæt til bygden Runavík og besøg det lokale turistkontor for information og besøgstider til den charmerende præstegård i bygden Nes. Garnforretningen Navia ligger i bygden Toftir og har et stort udvalg i færøske trøjer, garn m.m.
Overnatning på Eysturoy.
ONSDAG: Kør ad panoramaruten fra Gjógv til Eiði. Afrejse fra Færøerne.
Nord for bygden Eiði ses stenformationerne Kæmpen og Kællingen, der ifølge sagnet er et forstenet ægtepar, som forsøgte at flytte Færøerne til Island. På vejen passeres også Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, som er 882 meter højt.
Aflever lejebilen i lufthavnen. Afrejse med Atlantic Airways.